Nordisk Safari Klub
Trofæopmålinger, jagtrapporter, jagtrejsemagasin & skydninger

Sverige begynder nu fældefangst af vildsvin

Mens man i Danmark i disse dage påbegynder opsætning af et vildsvinehegn mod Tyskland, og det samme sker i Frankrig og Belgien, der yderligere kører udryddelseskrig mod svinene, er der også en udvikling i Sverige, som ellers er et rummeligt land. Markaryds kommune i Småland har nemlig bestilt en vildsvinefælde for at få reduceret antallet af vildsvin i området. Det er avisen "Smålänningen" som beretter om planerne for vildsvinefælden i Strömsnäsbruk. Her er der ofte besøg af vildsvinene og det i et omfang der nu er blevet et problem for indbyggerne. Kommunens miljøchef, John Karlsson, mener at de er for farligt med traditionel jagt i det lille samfunds midte, hvorfor nu kommunen investerer i en fælde, hvor svinene fodres ind og vænnes til fælden, inden den en dag klapper. Man forventer at det vil ske når mindst 15 svin er ved foderet. Herefter vil grisene blive aflivet af kommunejægeren. Det meste foregår automatisk indtil lugen går ned og aflivningen begynder. Ydermere vil kommunen søge dispensation fra reglerne om at vildsvinefælder ikke må anvendes efter den 15. april, idet man ønsker at have fælden aktiv frem til 15. maj. Der har naturligvis i kommunen været etiske overvejelser, men første prioritet er altså at få løst problemet med de alt for mange svin i området. "Smålänningen" oplyser yderligere at der også i Älmhults kommune er interesse for fældefangst af vildsvin.

(jaktjournalen.se)