Fladpandet journalistisk populisme lige i fjæset…

Dermed tegner han et ekstremt stereotypt billede af de cirka 180.000 helt almindelige danskere, som sætter pris på at opleve den danske natur som jægere. Men kan det virkelig passe, at disse mennesker generelt er ude i naturen for at nedkæmpe vildtet i spredt orden? Opfører jægerne sig fuldstændigt respektløst, nærmest perverteret – og hellere end gerne med haglskud ”lige i fjæset”?

Det er tydeligt, at Lars Dahlager har et problem med jagt på ræve, og det er naturligvis helt legitimt at gå rundt med den slags følelser. Desværre er det mindst lige så tydeligt, at han ikke har sat sig ind i de grundlæggende biologiske fakta bag jagten i almindelighed og bag rævejagten i særdeleshed. Han har heller ikke sat sig ind i jagtens afvikling eller i de danske jægeres demografi, selvom han skråsikkert udtaler sig om begge dele.

Hans følelsesladede ”hverdagsananlyse” lader dermed til at være baseret på lige dele uvidenhed og fordomme. Den kunne i princippet koges ned til: ”Jeg ved ikke noget om jagt, men jeg kan ikke li’ det!”. Med risiko for at gentage mig selv, er en sådan holdning helt legitim. Men den fortjener ikke prædikatet ”analyse” (som om der lå fakta bag konklusionerne), ligesom man kan spørge sig selv, hvilken interesse det har for den gennemsnitlige Politiken-læser, hvad en uvidende journalist føler omkring dette og hint.

At man jager ræve og andre opportunistiske rovdyr (såsom mink og mårhunde) skyldes, at disse arter er dygtige jægere, som tager rigtigt mange andre dyr i den danske natur. Man begrænser de opportunistiske rovdyrs antal, for at give plads til andre arter. Det er selvfølgelig helt naturligt, at de opportunistiske arter jager alt, hvad de kan overmande af andre arter. Men det er IKKE naturligt, at rævene forekommer i så tætte bestande, som de gør i det danske kulturlandskab. Menneskelig aktivitet gavner nemlig rævene – som f.eks. gerne spiser affald, trafikdræbte dyr og gnavere i de menneskeskabte marker – og derfor er rævebestandende beviseligt tættere, jo tættere befolket et område er.

Problemet er, at selvom rævene sagtens kunne overleve på menneskelige efterladenskaber, så går de stadig på jagt i naturen for fuld kraft. Det lægger et enormt pres på rævens naturlige byttedyr, hvoraf mange arter – i modsætning til ræven – er hårdt pressede af menneskelige aktiviteter. Det gælder f.eks. jordrugende fuglearter som viber, lærker og agerhøns, men også f.eks. harer, som desværre hastigt forsvinder fra det danske landskab. Når en tæveræv opfostrer et kuld rævehvalpe hen over sommeren, skal hun efter sigende fange omkring 1.000 kg byttedyr, for at opfostre flokken. Det bliver til mange tusinde byttedyr.

Af samme årsag tilkalder Dansk Ornitologisk Forening rutinemæssigt statens reguleringsjægere, når en ræv forvilder sig ind i yngleområde for sjældne fuglearter. Det gør man helt enkelt fordi, man prioriterer sjældne fuglearters overlevelse højere end individuelle ræve. Når jeg nedlægger en ræv på mine jagtområder er filosofien helt den samme. En reduktion af rævebestanden giver andre arter et pusterum. Det er ikke raketvidenskab.

Selvfølgelig tager ræven også fasaner. Men at dette faktum – som Lars Dahlager urigtigt påstår – skulle værre en større motivation til at nedlægge ræve end alt muligt andet, er noget vrøvl. Langt de fleste af de ræve, der nedlægges af danske jægere, bliver skudt på jagtområder helt uden udsætning af fasaner.

At de selvsamme fasaner bliver sat ud for at ”grupper af mænd i høje stillinger har noget at jage”, som Dahlager malerisk udtrykker det, er også en ekstrem fordomsfuld og urigtig påstand. I Danmark er jagt en folkeaktivitet, som dyrkes af alle samfundslag. I øvrigt er der også en del kvinder, som går på jagt, og tallet er i kraftig stigning.

Man kan sagtens diskutere, hvordan vi forvalter de vilde dyr. Bør vi forsøge at minimere konsekvenserne af menneskelig aktivitet og (med jagt) kompensere for at ræve, mink og mårhunde eksploderer i antal med voldsomt pres på den øvrige fauna til følge? Eller skal vi blot lade stå til og se masser af sårbare arter forsvinde fra det danske landskab, fordi de ikke kan klare både at få indskrænket deres levesteder OG opleve et stærkt forøget jagttryk fra de opportunistiske rovdyrarter, som stortrives med masser af menneskelig aktivitet? Der er hverken rigtige eller forkerte svar – kun prioriteringer. Men det er helt sikkert en vigtig diskussion.

Der bliver dog næppe nogen frugtbar dialog eller givende debat, hvis man lægger ud med følelsesladet verbal skyttegravskrig og stigmatisering af modparten med stereotype fjendebilleder, der fremstiller de danske jægere som en flok skydegale tosser, der mest af alt går på jagt for at skyde vildtet ”lige i fjæset”. Hvis fakta desuden udelades fuldstændigt, ender dialogen som hatespeach i ekkokammeret – og det er der vel ingen, som for alvor gider.